- Wichne Bok
- wichnebok@gmail.com
På Sct. Jørgen
"På Sct. Jørgen" er den direkte fortsettelsen av den selvbiografiske romanen «Professor Hieronimus». I «På St. Jørgen» blir Else Kant motvillig overført til sinnsykehuset St. Jørgen. Her kjemper hun tappert for sin egen selvfølelse - og overlevelse - i opposisjon til det autoritære systemet som gjennomsyrer anstalten.
Kontakten med medpasientene gir Else styrke og varme, men boka etterlater først og fremst intense bilder av hvordan det er å føle seg innesperret og maktesløs.
Boken er tilgjengelig i paperback, ePUB og MOBI format.
Utdrag
I.
Hvor var det underligt at kjøre afsted som en arrestant — Else drejed uafladeligt hodet fra højre til venstre og så ud gjennem vognens vinduer.
Der gik menneskene fri og frank i det dejlige vårsolskin på det plørede martsmåneds føre og tænkte på alt og ingenting. Sporvogne, drosker, arbejdskærrer, alle slags kjøretøjer fôr frem og tilbage i den retning, de selv vilde. Kun hun blev transporteret didhen, hvor hun ikke vilde.
Hvor tit havde hun ikke i bladene læst om at den eller den af politiet var bleven puttet i en droske, og kjørt til stationen, uden at tænke noget videre over det. Nu var hun i samme kasus.
I samme kasus? Nej, det var netop det, hun ikke var. For dem, som politiet tog sig af, gaves der lov og ret: forhør, frikjendelse eller domfældelse. Men for hende? — Hun tilhørte nu en kaste, som samfundet ikke regned med.
Gjennem vognvinduet opfanged hun et glimt af en aldrende, zirlig og proper, men fattig klædt herre, som hun mange gange før havde truffet i denne samme gade. Han brugte altid at gå med ludende hode og hænderne sammenlagt på ryggen. Ret som det var, plejed han at stå stille, at rette nakken, og at se frem for sig med et blik, der intet så. Og så snakte han med læberne, lydløst, og virred lidt med hodet. Else havde tit iagttat ham i nogle skridts afstand, og tænkt at han var en ulykkelig, en, som livet havde pint og brudt istykker, men ikke gjort ond. For hans øjne var så milde og døde.
Amalie Skram
Amalie Skram (1846 - 1905) var ansett for å være en av de fremste naturalistiske forfatterne i Norge. Sammen med blant andre Alexander Kielland og Jonas Lie er hun en av de mest markante innen det moderne gjennombrudd. De fleste verkene hennes handlet om kvinner og deres private liv. Fra hun debuterte i 1885 til hun døde i 1905, ga hun ut rundt 20 verk. Det meste er romaner, men noe er også noveller og skuespill. I tillegg skrev Skram en rekke litteraturanmeldelser i sitt arbeid som kritiker. Noen av verkene hennes er også filmatisert.
Amalie Skram var naturalist og opptatt av klasseskiller, kvinneundertrykkelse og dobbeltmoral. Hun ønsket blant annet å klarlegge om psykiske problemer kom av arv og miljø, og hvordan den moderne legevitenskapen kunne misbrukes. Den såkalte «medlidenhetens estetikk» står sentralt i store deler av det hun har skrevet. Skram har også skrevet om barn, om hvor avhengige de er av de voksne rundt seg og hvordan forskjeller i gutte- og jenteoppdragelsen fører til ulike kjønnsroller.
