- Wichne Bok
- wichnebok@gmail.com
Lucie
Romanen "Lucie" av Amalie Skram ble utgitt i 1888 og er en tematisering av klasseskiller og samtidens seksualmoraldebatt. Hovedpersonene er advokaten Theodor Gerner og hans kone Lucie. Lucie var en attraktiv og seksuelt erfaren kvinne som hadde vært danserinne og Gerners elskerinne før de to giftet seg. Gerner er eldre enn Lucie, og er en rik enkemann.
Romanen skildrer begge hovedpersonene som bundet av sine forutsetninger. Deres klassebakgrunn, erfaringer og forhistorie gjør det vanskelig for dem å møte hverandre. Gerners sjalusi mot Lucies fortid er en drivkraft gjennom romanen. Hvordan hennes livskraft kues er et annet motiv.
Språklig varierer Skram talemålet mellom de forskjellige personene fra dannet overklassespråk til Vikamål (Oslodialekt.)
Boken er tilgjengelig i paperback, ePUB og MOBI format.
Utdrag
I. I Professorbyen.
La' mig se lidt da, om den klær mig.» Lucie greb den sorte tylhat med gule blomster, som Nilsen havde lagt fra sig på en stol, og satte den på, idet hun gik hen til spejlet mellem vinduerne.
Nilsen var en lang, slunken, halvgammel jomfru med en bred græsk næse i det falmede ansigt og en sort, slidt alpakakjole, ophæftet og krøllet i plissékanterne. Håret var rusket, opsat i bukler og fletninger, og ligned hamp. Munden var lang med en bred, kjødfuld underlæbe uden spor af bue og en smal streg til overlæbe.
«Dikke dikkedik!» råbte Nilsen og kildred Lucie under hagen. «Det skulde være mig som Dig, jeg skulde snart få sat igjennem, at jeg blev fru Gerner.»
Lucie hopped bort fra spejlet med en kåd latter og la hatten fra sig.
«Ja, for så meget som han gjør for Dig, Luciebarne'.» Nilsen så sig om i det aflange værelse med bruntbetrukne møbler, hvis lyse træfarve røbed, at de var nye, og kasted et langt blik ind i soveværelset, hvortil døren stod åben. «Hvergang jeg kommer her, har Du fåt noget nyt. Den fine chiffonièren der med messingskildter og nipsting, og ruggestolen her, det havde Du ikke sidst jeg var her, og skilderier på væggene.»
«Det er det nå småt med, da», sa Lucie og så flygtigt hen på nogle lithografier i mørke, lakerte rammer.
«Ja, for disse lange væggene! Hvis mig itte var så forelstet i Dig, vilde mig bli misundelig, ja, det vilde mig!» Nilsen stak, mens hun talte, tungen våd og tyk ud under de forlorne overtænder og la hodet på skjæve. Det lød som snak af et barn, der endnu ikke kan tale rent.
«Det er rigtig noe å være misundelig på, også», sa Lucie og trak de fine øjenbryn op i en spids bue.
«Han gifter sig med Dig, ja så gu! Skal vi vedde?» Nilsen holdt hånden med fremstrakt pegefinger hen i ansigtet på Lucie. «Bare Du er klog og slu. Skal vi vedde? Men så gir Du mig en pen ting, når jeg vinder.»
Amalie Skram
Amalie Skram (1846 - 1905) var ansett for å være en av de fremste naturalistiske forfatterne i Norge. Sammen med blant andre Alexander Kielland og Jonas Lie er hun en av de mest markante innen det moderne gjennombrudd. De fleste verkene hennes handlet om kvinner og deres private liv. Fra hun debuterte i 1885 til hun døde i 1905, ga hun ut rundt 20 verk. Det meste er romaner, men noe er også noveller og skuespill. I tillegg skrev Skram en rekke litteraturanmeldelser i sitt arbeid som kritiker. Noen av verkene hennes er også filmatisert.
Amalie Skram var naturalist og opptatt av klasseskiller, kvinneundertrykkelse og dobbeltmoral. Hun ønsket blant annet å klarlegge om psykiske problemer kom av arv og miljø, og hvordan den moderne legevitenskapen kunne misbrukes. Den såkalte «medlidenhetens estetikk» står sentralt i store deler av det hun har skrevet. Skram har også skrevet om barn, om hvor avhengige de er av de voksne rundt seg og hvordan forskjeller i gutte- og jenteoppdragelsen fører til ulike kjønnsroller.
